VANDETS TID

Jeg skynder mig ikke.

Jeg har god tid.

Jeg falder langsomt.

Gennem jord,

gennem lag,

gennem beslutninger.

I taler om mig,

som noget der kan vente.

Som noget,

man kan beskytte senere.

Jeg hører jeres ord

ovenfra.

Selvfølgelig.

Men.

Ikke nu.

Jeg forstår ikke jeres økonomi.

Jeg kender ikke ejendomsværdi.

Jeg ved ikke,

hvad et forbud lugter af.

Jeg ved kun,

at det, der rammer overfladen,

finder vej.

I siger,

I vil tænke langsigtet.

Det gør jeg allerede.

Jeg bevæger mig

i årtier.

I generationer.

Når noget først er nået ned til mig,

er det for sent

at fortryde.

Jeg kan ikke renses

med en pressemeddelelse.

Jeg kan ikke genoprettes

med en aftale.

Jeg bliver,

som jeg bliver behandlet.

I taler om frivillighed.

Om hensyn.

Om at finde balancen.

Imens

samler jeg på jeres valg.

Lag for lag.

Jeg er ikke dramatisk.

Jeg forsvinder bare.

Langsomt.

Indtil glasset en dag

smager anderledes.

Og først dér

bliver jeg savnet.

Jeg beder ikke om meget.

Bare at blive tænkt ind,

før jeg bliver tænkt væk.

For jeg er ikke en ressource.

Jeg er det,

der gør det hele muligt.

Og jeg har tålmodighed nok

til at vente på,

at I opdager forskellen.

/ Simon Philip

MELLEM OS

Noget koster 100 kroner.

Det lyder enkelt.

Næsten nostalgisk.

Jeg rækker dem frem.

Du tager imod.

Men inden de når helt frem,

har de været på en lille rejse.

Der stod nogen imellem os.

Ikke for at sige noget.

Ikke for at gøre noget.

Bare for at sikre,

at pengene gik

fra mig

til dig.

For det arbejde

tog de lidt med sig.

Hvis jeg betaler med kort,

tager de noget.

Hvis jeg betaler digitalt,

tager de også noget.

Hvis jeg betaler kontant,

tager banken noget

for at tælle dem.

Det er faktisk ret elegant.

Uanset hvad jeg vælger,

har nogen valgt for mig,

at det koster

at vælge.

Jeg betaler ikke længere

kun for varen.

Jeg betaler for bevægelsen.

For overførslen.

For ritualet.

For at pengene

kan finde vej

fra den ene konto

til den anden

uden at fare vild

i deres eget system.

Jeg forestiller mig nogle gange

en verden,

hvor betaling var kedeligt.

Hvor 100 kroner

var 100 kroner.

Hvor ingen levede af,

at pengene lige skulle

forbi dem først.

Lige nu føles det mere som

en lille, usynlig skat.

Så diskret,

at vi næsten ikke lægger mærke til den.

En procent her.

Et gebyr der.

Så små bidder,

at vi ikke orker

at regne dem sammen.

Og måske er det netop derfor,

det virker.

Vi betaler.

Vi smiler.

Vi betaler lidt mere.

Og kalder det

helt normalt.

/ Simon Philip

ELEFANTEN I RUMMET

Der står en elefant i rummet.

Den er stor.

Rolig.

Ubesværet.

Og alligevel taler vi udenom.

Vi taler om vinkler.

Om balancer.

Om objektivitet.

Som om ordene kan gå lige igennem den.

Jeg lytter til journalister,

der siger,

at de søger sandheden.

Og jeg tror dem.

Det meste af tiden.

Men jeg ved også,

hvem der ejer bygningen.

Hvem der betaler lyset.

Hvem der tæller klik.

Og den viden bliver hængende i luften,

som noget,

ingen nævner.

Medierne siger:

Vi har en holdning.

Journalisterne siger:

Vi er objektive.

Og begge dele bliver sagt højt.

Uden at støde sammen.

Det er dér,

noget i mig bliver stille.

For hvordan bærer man sandheden,

når man ved,

hvilken retning rummet hælder?

Hvordan skriver man frit,

når man ved,

hvad der bliver belønnet?

Jeg forstår mekanikken.

Jeg forstår økonomien.

Jeg forstår spillet.

Det er ikke dér,

min undren bor.

Den bor i tavsheden.

I manglen på den åbne sætning:

Det her er svært.

Det her påvirker os.

Det her gør noget ved sandheden.

I stedet får vi skåltaler.

Højtidelige ord

om neutralitet.

Og jeg mærker en tomhed.

Ikke vrede.

Ikke kynisme.

Bare fravær.

For jeg længes ikke efter perfekte medier.

Jeg længes efter ærlige.

Efter nogen, der tør sige:

Vi prøver.

Men vi står ikke udenfor.

Elefanten står der stadig.

Den tramper ikke.

Den råber ikke.

Den venter bare på,

at nogen kigger op

og siger:

Ja.

Den er her.

Og måske er det først dér,

vi kan begynde

at tale sandt

med hinanden.

/Simon Philip

DET, VI IKKE SPØRGER OM

Vi beder om et CV.

En pæn fortælling

om det, der kan måles.

Det, der kan listes.

Det, der kan verificeres.

Hvad du har lavet.

Hvor længe.

Hvor dygtig.

Og vi nikker genkendende.

For det er trygt.

Det ligner noget, vi kender.

Men der mangler noget.

Noget, vi sjældent spørger om.

Hvem er du,

når du er i rummet?

Hvad sker der,

når andre arbejder sammen med dig?

Bliver der mere luft –

eller mindre?

Hvad gør du,

når ingen kigger?

Når der ikke er en titel

at gemme sig bag?

Vi ansætter på CV.

Og fyrer på personlighed.

Som om det kom bag på os.

Som om det menneskelige

var en bivirkning.

CV’et fortæller,

hvad du har været i stand til.

Men det siger intet om,

hvad du er i stand til

at være.

Det siger intet om dine værdier.

Din integritet.

Din måde at møde andre på.

Det siger intet om karakter.

Og måske er det dér,

vi bliver overraskede.

Når faglighed kan læres,

men karakter ikke kan kopieres.

Når samarbejde ikke handler om kompetencer,

men om resonans.

Ikke hvad du kan.

Men hvad der sker,

når du er der.

Jeg drømmer om et andet sprog.

Ikke i stedet for CV’et.

Men ved siden af.

Et sted,

hvor man må fortælle

hvem man er,

før man forklarer

hvad man kan.

Ikke som salg.

Ikke som performance.

Men som menneske.

For et arbejdsliv

er ikke bare opgaver,

der skal løses.

Det er relationer,

der skal kunne holde.

Og måske begynder det først

at give mening,

når vi tør spørge:

Hvem er du,

når du er i verden?

Ikke for at dømme.

Ikke for at sortere.

Men for at undgå

endnu en ansættelse,

der ser rigtig ud på papiret –

og falder fra hinanden

i virkeligheden.

FRA DEN ANDEN SIDE AF BORDET

Jeg har læst dit CV.

Det ser rigtigt ud.

Tidslinjen hænger sammen.

Ordene er de rigtige.

Jeg kan forklare dig videre

til næste led.

Til systemet.

Til beslutningen.

Men jeg ved også,

hvad jeg ikke kan se.

Jeg ved ikke,

hvordan du er,

når mødet trækker ud.

Når noget går galt.

Når ingen helt ved,

hvem der skal tage ansvar.

Jeg ved ikke,

hvordan du påvirker rummet.

Om der bliver mere ro –

eller mere støj.

Jeg ved ikke,

om du kan stå ved noget,

når det koster.

Alligevel ansætter jeg dig.

For det er sådan,

vi har indrettet os.

Vi kalder det professionalisme.

Men det er også afstand.

Og jeg mærker det senere.

Når samarbejdet knirker.

Når konflikter ikke kan forklares

med kompetencer.

Når det ikke handler om faglighed,

men om karakter.

Så siger vi,

at det ikke gik.

Som om det var tilfældigt.

Men sandheden er,

at jeg aldrig spurgte

rigtigt.

Jeg spurgte til erfaring.

Til resultater.

Til præstation.

Jeg spurgte ikke til værdier.

Til integritet.

Til hvem du er,

når du ikke performer.

Jeg ville ønske,

jeg havde et andet...

58

Jeg er 58 år.

Det lyder som en konklusion

for nogle.

Som en parentes.

Som noget, der allerede er skrevet færdigt.

Alle siger,

at jeg har potentiale.

At virksomheder går glip af noget.

At det er synd.

At det er ulogisk.

Politikerne siger,

at arbejdsmarkedet er for alle.

De siger det højt.

Med alvor.

Virksomhedsledere siger det ikke.

De smiler.

Nikker.

Finder andre forklaringer.

For de orker ikke.

Og måske forstår jeg dem.

For jeg orker heller ikke

det, der ofte følger med.

Jobannoncer fyldt med ord,

der lyder vigtige,

men ikke betyder noget.

Roller,

som om ingen helt ved,

hvad de egentlig går ud på.

Stillinger,

der lover mening,

men mest kræver tilpasning.

Jeg ved,

at jeg kan gøre nytte.

At jeg kan bidrage.

At jeg kan se sammenhænge.

At jeg kan tage ansvar.

Jeg ved også,

hvad jeg ikke kan tilbyde.

Jeg voksede op i en anden tidsalder.

En verden med længere horisonter.

Færre opdateringer.

Og tidsaldre bliver kortere nu.

Så korte,

at erfaring hurtigt ligner modstand.

Jeg forstår godt,

at interessen udebliver.

De ser,

hvad jeg er.

Alder.

CV.

Historik.

De ser ikke,

hvem jeg er.

Måske er det dér,

noget nyt begynder.

Ikke i deres blik.

Men i mit.

Måske er det mit ansvar

at finde et andet sprog.

Ikke for at sælge mig selv.

Men for at stå tydeligere.

Beskrive ikke bare

hvad jeg har været,

men hvem jeg er blevet.

Og hvem jeg stadig er

på vej til at være.

Hvis jeg tager det ansvar,

kan der ske noget.

Ikke kun for mig.

Men for alle dem,

der også er mere

end det, de ligner

på papiret.

Måske er det dér,

det bliver magisk.

Ikke fordi verden ændrer sig.

Men fordi nogen

begynder at vise sig

på en ny måde.

DE GODE GRUNDE

Der er gode grunde

til at vælge den yngre.

Ikke fordi den ældre er forkert.

Men fordi tiden er forskellig.

Den yngre kommer

uden lange spor.

Uden vaner,

der skal forklares.

Han eller hun

kan formes hurtigere.

Tilpasses lettere.

Tage sproget på sig,

uden at stille spørgsmål

til hvorfor det er sådan.

Den yngre bærer ikke

så mange sammenligninger.

Ikke så mange

“jeg har set det før”.

Og det kan være en lettelse.

For mange virksomheder

er stadig ved at finde ud af,

hvem de er.

De har brug for bevægelse

mere end refleksion.

Tempo

mere end dybde.

Den yngre passer bedre

til forandringer,

der endnu ikke har fået form.

Der er også økonomi.

Løn.

Fleksibilitet.

Tidsforventning.

Det er nemmere

at satse på nogen,

der har mange år foran sig,

end nogen,

der allerede har levet længe nok

til at vide,

at arbejde ikke er alt.

Den yngre vil ofte mere.

Vil hurtigere frem.

Vil bevise noget.

Og mange virksomheder

har stadig brug for den energi.

Der er også hierarkiet.

Det er lettere

at lede nogen,

der...

DEN ORANGE

Jeg tror ikke,

jeg siger noget nyt.

Alle taler om ham.

Den orange.

Det er som om,

han ikke er et menneske,

men et fænomen.

Noget, der er trådt ind i verden

uden manual.

Jeg mærker kvalmen,

før holdningen.

For hele hans væsen

synes at pege i én retning:

egen vinding,

uden omveje,

uden skam.

Når jeg lytter til radio og podcasts,

kan jeg høre det ske.

Eksperterne tøver.

De leder stadig efter motiver.

Strategier.

Indre logik.

Som om rationel tænkning

stadig er adgangsbilletten.

Men den virker ikke længere.

Intet hænger sammen.

Han siger det ene.

Gør det andet.

Lover det tredje.

Og ignorerer det hele.

Og måske er det netop pointen.

Jeg kan ikke finde ud af,

om jeg skal grine

eller græde.

For det er absurd.

Næsten komisk.

Som en spillefilm,

der er gået i stykker,

men stadig vises i biografen.

Tænk,

at et land,

der kalder sig et stærkt demokrati,

kan føles styret af én mand.

Tænk,

at alle de brede skuldre,

de pæne jakkesæt,

de veltalende stemmer

står så stille.

Som om kraft

ikke længere betyder mod.

Ingen siger noget.

Vi andre taler forsigtigt.

Vejer ordene.

Passer på.

Imens han taler i alle retninger.

Og nyhederne fyldes af ham.

Hele fladen.

Det er godt TV.

Og det er måske det mest urovækkende.

At underholdning og alvor

nu er det samme.

Jeg ved godt,

det er let at fordømme.

Let at pege.

Og jeg ved,

der må være grunde til,

at han blev valgt.

Måske er de grunde

ikke dumhed.

Men desperation.

En krise så dyb,

at den ikke længere kan forklare sig selv.

Og jeg holder fast i historien.

Som i et gelænder.

At vi kommer ud på den anden side.

Ikke rene.

Ikke klogere.

Men i live.

Spørgsmålet er bare,

hvad vi har lært

at bruge som værktøj,

imens vi ventede.

INTERESSANTE LIGEGYLDIGHEDER

Vi taler meget.

Hele tiden.

Om noget.

Der er altid et emne.

Altid en vinkel.

Altid nogen, der blev skubbet,

sagde noget forkert,

stod det forkerte sted.

Vi kan diskutere det i timevis.

Med alvor i stemmen.

Med holdning i panden.

Og verden står stille imens.

Jeg mærker trætheden

før jeg når til argumenterne.

Den langsomme bedøvelse.

Som opium.

Ikke fordi vi ikke må tale om alt.

Men fordi vi aldrig holder op.

Medierne elsker det.

Vi elsker det.

For det føles som deltagelse.

Som engagement.

Som betydning.

Men det ændrer ingenting.

Vi bruger vores tid

på interessante ligegyldigheder.

Sager, der kan diskuteres

uden at noget står på spil.

Samtaler, der kan gentages

i morgen.

Og i overmorgen.

Jeg ved ikke,

hvad jeg skal stille op med dem.

Hvis nogen synes, det er vigtigt,

har jeg ikke lyst til at afvise dem.

Det føles arrogant.

Og alligevel

føles det forkert

at deltage.

Som om jeg er med til

at holde noget kørende,

der tapper os langsomt.

Jeg drømmer om samtaler,

der koster noget.

Som ikke bare fylder tiden,

men forandrer den.

Samtaler,

der ikke kun giver mening i ord,

men i handling.

Og så opdager jeg det:

At jeg selv er her.

Tænkende.

Irriteret.

Deltagende.

Jeg beskæftiger mig

med det,

jeg kritiserer.

Paradokset.

Jeg kan se opiumet.

Og jeg tager stadig et hiv.

Måske fordi det er svært

at være den,

der siger:

Det her er ikke vigtigt nok

til mit liv.

Måske fordi det kræver mere

at vælge noget til

end at sige noget fra.

Jeg drømmer om,

at vi sammen stopper op.

Ikke for at tale mindre.

Men for at tale bedre.

Om det,

der gør verden mere hel.

Mere menneskelig.

Mere levende.

I mere end ord.

Og indtil da

står jeg midt i støjen.

Ikke hævet over den.

Bare opmærksom på den.

Og det er måske dér,

noget begynder.

NÅR JEG SER SPØGELSER

Han fortalte en historie

fra sit studie.

En lærer, der skælder ud.

Ikke på hende,

men på alle de andre.

Fordi de ikke kan få samarbejdet til at fungere

med én,

der aldrig rigtig er der.

En, der undskylder sig.

Som ikke møder op.

Som ingen har lyst til

at bære ansvar sammen med.

Og jeg mærker noget stramme sig,

allerede dér.

For historien slutter ikke med hende.

Den fortsætter opad.

En rektor.

Et system.

Et skældud, der rammer dem,

der faktisk prøver.

En dygtig studerende,

der til sidst går.

Fordi alvoren er forsvundet.

Og så begynder mine tanker

at arbejde for hurtigt.

Måske er hun der for støtten.

Måske er skolen der for pengene.

Måske handler det hele

om at få tingene igennem.

Jeg kan se det så tydeligt,

at det næsten gør ondt.

Og samtidig

står jeg med den velkendte tvivl:

Ser jeg noget,

eller ser jeg spøgelser?

For næsten ingen andre

taler om det sådan.

Som om vi har indgået

en tavs aftale

om ikke at nævne

hvad der driver os.

Alle spiller med.

Ingen indrømmer det.

Og jeg står dér igen.

Med en mavefornemmelse,

der føles som klarhed.

Og en verden,

der reagerer,

som om jeg er naiv.

Jeg prøver at regne på det.

Cost.

Benefit.

Men tallene lander aldrig rigtigt.

For den måde at vinde på

koster noget,

jeg ikke har lyst til at betale med.

Og ja –

det står i vejen for min succes.

Det må jeg indrømme.

Men det står også vagt

om noget i mig,

jeg ikke ved,

hvordan jeg ellers skulle beskytte.

Så hver gang jeg hører den slags historier,

trækker jeg mig en lille smule.

Ikke i protest.

Ikke i vrede.

Men i tvivl.

Om verden er et sted,

jeg kan være,

uden at lade som om

jeg ikke ser,

hvad jeg ser.