ELEFANTEN I RUMMET

Der står en elefant i rummet.

Den er stor.

Rolig.

Ubesværet.

Og alligevel taler vi udenom.

Vi taler om vinkler.

Om balancer.

Om objektivitet.

Som om ordene kan gå lige igennem den.

Jeg lytter til journalister,

der siger,

at de søger sandheden.

Og jeg tror dem.

Det meste af tiden.

Men jeg ved også,

hvem der ejer bygningen.

Hvem der betaler lyset.

Hvem der tæller klik.

Og den viden bliver hængende i luften,

som noget,

ingen nævner.

Medierne siger:

Vi har en holdning.

Journalisterne siger:

Vi er objektive.

Og begge dele bliver sagt højt.

Uden at støde sammen.

Det er dér,

noget i mig bliver stille.

For hvordan bærer man sandheden,

når man ved,

hvilken retning rummet hælder?

Hvordan skriver man frit,

når man ved,

hvad der bliver belønnet?

Jeg forstår mekanikken.

Jeg forstår økonomien.

Jeg forstår spillet.

Det er ikke dér,

min undren bor.

Den bor i tavsheden.

I manglen på den åbne sætning:

Det her er svært.

Det her påvirker os.

Det her gør noget ved sandheden.

I stedet får vi skåltaler.

Højtidelige ord

om neutralitet.

Og jeg mærker en tomhed.

Ikke vrede.

Ikke kynisme.

Bare fravær.

For jeg længes ikke efter perfekte medier.

Jeg længes efter ærlige.

Efter nogen, der tør sige:

Vi prøver.

Men vi står ikke udenfor.

Elefanten står der stadig.

Den tramper ikke.

Den råber ikke.

Den venter bare på,

at nogen kigger op

og siger:

Ja.

Den er her.

Og måske er det først dér,

vi kan begynde

at tale sandt

med hinanden.

/Simon Philip