VANDETS TID

Jeg skynder mig ikke.

Jeg har god tid.

Jeg falder langsomt.

Gennem jord,

gennem lag,

gennem beslutninger.

I taler om mig,

som noget der kan vente.

Som noget,

man kan beskytte senere.

Jeg hører jeres ord

ovenfra.

Selvfølgelig.

Men.

Ikke nu.

Jeg forstår ikke jeres økonomi.

Jeg kender ikke ejendomsværdi.

Jeg ved ikke,

hvad et forbud lugter af.

Jeg ved kun,

at det, der rammer overfladen,

finder vej.

I siger,

I vil tænke langsigtet.

Det gør jeg allerede.

Jeg bevæger mig

i årtier.

I generationer.

Når noget først er nået ned til mig,

er det for sent

at fortryde.

Jeg kan ikke renses

med en pressemeddelelse.

Jeg kan ikke genoprettes

med en aftale.

Jeg bliver,

som jeg bliver behandlet.

I taler om frivillighed.

Om hensyn.

Om at finde balancen.

Imens

samler jeg på jeres valg.

Lag for lag.

Jeg er ikke dramatisk.

Jeg forsvinder bare.

Langsomt.

Indtil glasset en dag

smager anderledes.

Og først dér

bliver jeg savnet.

Jeg beder ikke om meget.

Bare at blive tænkt ind,

før jeg bliver tænkt væk.

For jeg er ikke en ressource.

Jeg er det,

der gør det hele muligt.

Og jeg har tålmodighed nok

til at vente på,

at I opdager forskellen.

/ Simon Philip

MELLEM OS

Noget koster 100 kroner.

Det lyder enkelt.

Næsten nostalgisk.

Jeg rækker dem frem.

Du tager imod.

Men inden de når helt frem,

har de været på en lille rejse.

Der stod nogen imellem os.

Ikke for at sige noget.

Ikke for at gøre noget.

Bare for at sikre,

at pengene gik

fra mig

til dig.

For det arbejde

tog de lidt med sig.

Hvis jeg betaler med kort,

tager de noget.

Hvis jeg betaler digitalt,

tager de også noget.

Hvis jeg betaler kontant,

tager banken noget

for at tælle dem.

Det er faktisk ret elegant.

Uanset hvad jeg vælger,

har nogen valgt for mig,

at det koster

at vælge.

Jeg betaler ikke længere

kun for varen.

Jeg betaler for bevægelsen.

For overførslen.

For ritualet.

For at pengene

kan finde vej

fra den ene konto

til den anden

uden at fare vild

i deres eget system.

Jeg forestiller mig nogle gange

en verden,

hvor betaling var kedeligt.

Hvor 100 kroner

var 100 kroner.

Hvor ingen levede af,

at pengene lige skulle

forbi dem først.

Lige nu føles det mere som

en lille, usynlig skat.

Så diskret,

at vi næsten ikke lægger mærke til den.

En procent her.

Et gebyr der.

Så små bidder,

at vi ikke orker

at regne dem sammen.

Og måske er det netop derfor,

det virker.

Vi betaler.

Vi smiler.

Vi betaler lidt mere.

Og kalder det

helt normalt.

/ Simon Philip

ELEFANTEN I RUMMET

Der står en elefant i rummet.

Den er stor.

Rolig.

Ubesværet.

Og alligevel taler vi udenom.

Vi taler om vinkler.

Om balancer.

Om objektivitet.

Som om ordene kan gå lige igennem den.

Jeg lytter til journalister,

der siger,

at de søger sandheden.

Og jeg tror dem.

Det meste af tiden.

Men jeg ved også,

hvem der ejer bygningen.

Hvem der betaler lyset.

Hvem der tæller klik.

Og den viden bliver hængende i luften,

som noget,

ingen nævner.

Medierne siger:

Vi har en holdning.

Journalisterne siger:

Vi er objektive.

Og begge dele bliver sagt højt.

Uden at støde sammen.

Det er dér,

noget i mig bliver stille.

For hvordan bærer man sandheden,

når man ved,

hvilken retning rummet hælder?

Hvordan skriver man frit,

når man ved,

hvad der bliver belønnet?

Jeg forstår mekanikken.

Jeg forstår økonomien.

Jeg forstår spillet.

Det er ikke dér,

min undren bor.

Den bor i tavsheden.

I manglen på den åbne sætning:

Det her er svært.

Det her påvirker os.

Det her gør noget ved sandheden.

I stedet får vi skåltaler.

Højtidelige ord

om neutralitet.

Og jeg mærker en tomhed.

Ikke vrede.

Ikke kynisme.

Bare fravær.

For jeg længes ikke efter perfekte medier.

Jeg længes efter ærlige.

Efter nogen, der tør sige:

Vi prøver.

Men vi står ikke udenfor.

Elefanten står der stadig.

Den tramper ikke.

Den råber ikke.

Den venter bare på,

at nogen kigger op

og siger:

Ja.

Den er her.

Og måske er det først dér,

vi kan begynde

at tale sandt

med hinanden.

/Simon Philip