NÅR JEG SER SPØGELSER

Han fortalte en historie

fra sit studie.

En lærer, der skælder ud.

Ikke på hende,

men på alle de andre.

Fordi de ikke kan få samarbejdet til at fungere

med én,

der aldrig rigtig er der.

En, der undskylder sig.

Som ikke møder op.

Som ingen har lyst til

at bære ansvar sammen med.

Og jeg mærker noget stramme sig,

allerede dér.

For historien slutter ikke med hende.

Den fortsætter opad.

En rektor.

Et system.

Et skældud, der rammer dem,

der faktisk prøver.

En dygtig studerende,

der til sidst går.

Fordi alvoren er forsvundet.

Og så begynder mine tanker

at arbejde for hurtigt.

Måske er hun der for støtten.

Måske er skolen der for pengene.

Måske handler det hele

om at få tingene igennem.

Jeg kan se det så tydeligt,

at det næsten gør ondt.

Og samtidig

står jeg med den velkendte tvivl:

Ser jeg noget,

eller ser jeg spøgelser?

For næsten ingen andre

taler om det sådan.

Som om vi har indgået

en tavs aftale

om ikke at nævne

hvad der driver os.

Alle spiller med.

Ingen indrømmer det.

Og jeg står dér igen.

Med en mavefornemmelse,

der føles som klarhed.

Og en verden,

der reagerer,

som om jeg er naiv.

Jeg prøver at regne på det.

Cost.

Benefit.

Men tallene lander aldrig rigtigt.

For den måde at vinde på

koster noget,

jeg ikke har lyst til at betale med.

Og ja –

det står i vejen for min succes.

Det må jeg indrømme.

Men det står også vagt

om noget i mig,

jeg ikke ved,

hvordan jeg ellers skulle beskytte.

Så hver gang jeg hører den slags historier,

trækker jeg mig en lille smule.

Ikke i protest.

Ikke i vrede.

Men i tvivl.

Om verden er et sted,

jeg kan være,

uden at lade som om

jeg ikke ser,

hvad jeg ser.

NÅR JEG IKKE SER SPØGELSER

Der er øjeblikke,

hvor jeg lægger mistanken fra mig.

Ikke fordi den er væk.

Men fordi jeg ikke orker

at bære den hele tiden.

Jeg forestiller mig,

at ingen spiller et spil.

At hun bare er faret vild.

At studiet var sværere,

end hun havde forestillet sig.

At undskyldningerne

er det bedste, hun har.

Jeg forestiller mig,

at rektor ikke tænker i penge.

At han tænker i overlevelse.

I ansvar.

I at holde noget kørende,

der allerede knirker.

At skælduddet ikke er kynisk,

men klodset.

At systemer nogle gange

bare er mennesker,

der prøver at få dagen til at hænge sammen.

Når jeg tænker sådan,

falder verden lidt til ro.

Så er der ingen skurke.

Ingen bagtanker.

Ingen masker.

Kun uorden.

Og måske er det nemmere

at være i.

For hvis ingen snyder,

er der heller ingen,

der skal afsløres.

Så kan jeg deltage.

Grine med.

Holde ud.

Men der er noget,

der ikke helt vil falde på plads.

For roen føles lånt.

Som om jeg har lagt noget vigtigt fra mig

for at få fred.

For selv når jeg vælger

ikke at se spøgelser,

står der stadig noget tilbage:

At alvor kan forsvinde,

uden at nogen vil...