DEN ORANGE

Jeg tror ikke,

jeg siger noget nyt.

Alle taler om ham.

Den orange.

Det er som om,

han ikke er et menneske,

men et fænomen.

Noget, der er trådt ind i verden

uden manual.

Jeg mærker kvalmen,

før holdningen.

For hele hans væsen

synes at pege i én retning:

egen vinding,

uden omveje,

uden skam.

Når jeg lytter til radio og podcasts,

kan jeg høre det ske.

Eksperterne tøver.

De leder stadig efter motiver.

Strategier.

Indre logik.

Som om rationel tænkning

stadig er adgangsbilletten.

Men den virker ikke længere.

Intet hænger sammen.

Han siger det ene.

Gør det andet.

Lover det tredje.

Og ignorerer det hele.

Og måske er det netop pointen.

Jeg kan ikke finde ud af,

om jeg skal grine

eller græde.

For det er absurd.

Næsten komisk.

Som en spillefilm,

der er gået i stykker,

men stadig vises i biografen.

Tænk,

at et land,

der kalder sig et stærkt demokrati,

kan føles styret af én mand.

Tænk,

at alle de brede skuldre,

de pæne jakkesæt,

de veltalende stemmer

står så stille.

Som om kraft

ikke længere betyder mod.

Ingen siger noget.

Vi andre taler forsigtigt.

Vejer ordene.

Passer på.

Imens han taler i alle retninger.

Og nyhederne fyldes af ham.

Hele fladen.

Det er godt TV.

Og det er måske det mest urovækkende.

At underholdning og alvor

nu er det samme.

Jeg ved godt,

det er let at fordømme.

Let at pege.

Og jeg ved,

der må være grunde til,

at han blev valgt.

Måske er de grunde

ikke dumhed.

Men desperation.

En krise så dyb,

at den ikke længere kan forklare sig selv.

Og jeg holder fast i historien.

Som i et gelænder.

At vi kommer ud på den anden side.

Ikke rene.

Ikke klogere.

Men i live.

Spørgsmålet er bare,

hvad vi har lært

at bruge som værktøj,

imens vi ventede.