Videnskab.dk - Automatisk oplæsning copertina

Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Di: Videnskab.dk
Ascolta gratuitamente

Offerte di stagione | 0,99 €/mese per i primi 3 mesi

A seguire 9,99 €/mese – si applicano condizioni. Puoi disdire mensilmente.
Lyt til automatisk oplæsning af Videnskab.dk's artikler. Nogle artikler er skrevet af redaktionens journalister, andre er skrevet af forskere. Navnene på forfattere og deres profession samt yderligere information såsom artiklens genre, faktabokse og tabeller fremgår ikke af den automatiske oplæsning, men kan findes inde på selve artiklen på Videnskab.dk's hjemmeside. Oplever du fejl i udtalen, så send venligst en mail til redaktion@videnskab.dk.Videnskab.dk Igiene e vita sana Oraria Politica e governo Scienza
Episodi
  • Hør dem: Verdens mest støjende fugle kan larme som et jetfly

    Hør dem: Verdens mest støjende fugle kan larme som et jetfly
    Oct 4 2026
    For mange er fuglefløjt en rar lyd, som man forbinder med en hyggelig forårsdag i haven eller en tur i skoven.
    Men det er bestemt ikke tilfældet med de her fugle, hvis støjniveau er nærmere det, du kan opleve på en stor byggeplads i indre København eller midt på landingsbanen i en travl lufthavn.
    I et nyt studie udgivet i tidsskriftet Evolution har to biologer undersøgt, hvad der gør fugle i stand til at larme så meget, og hvorfor de gennem evolutionen har fået evnen til at have så øredøvende kald.
    Biologerne har målt lydniveauerne på 123 forskellige fuglearter i Brasilien og Massachusetts, og tre af disse arter kan med deres skrig nå op over 120 decibel, hvis man står en meter fra dem.
    Rekordindehaveren blandt de målte fuglearter, når man kigger på den højeste opnåede tone, var den nøgenstrubede klokkefugl (Procnias nudicollis), som nåede helt op på svimlende 130,9 decibel.
    Bare for at sætte tingene i perspektiv, så svarer 130 decibel nogenlunde til at stå 30 meter fra et militært jetfly, der er ved at lette, eller tæt på en høj luftsirene.
    Det er så højt, at det er decideret smertefuldt for menneskers ører, og det kan forårsage øjeblikkelig høreskade.
    Afhængigt af hvordan man definerer, hvilken fugl der er mest støjende, kan både den hvide klokkefugl (Procnias albus) og den rødbenede seriema (Cariama cristata) også vurderes som den mest støjende fugl.
    Men selvom studiet måske har skaffet os et par bud på en ny verdensrekordindehaver, så er det stadig meget svært at udpege den evolutionære årsag til de høje kald.
    "Vi kender nogle af forklaringerne på, hvordan de laver de her lyde. Større kroppe og bredere næb," fortæller den ene af biologerne bag studiet, João C.T. Menezes ifølge ZME Science. "Men vi mangler stadig at finde ud af hvorfor."
    Mostra di più Mostra meno
    2 min
  • Forskere troede ikke på hans fund. Men nu finder Jon 'det umulige' på alle verdens tage Én lille sten og én stor drøm Larsen på taget Ingen nem vej Støv af høj klasse Troede ikke på det først Første videnskabelige udgivelse som 13-årig Der er garanteret mikrometeoritter

    Forskere troede ikke på hans fund. Men nu finder Jon 'det umulige' på alle verdens tage Én lille sten og én stor drøm Larsen på taget Ingen nem vej Støv af høj klasse Troede ikke på det først Første videnskabelige udgivelse som 13-årig Der er garanteret mikrometeoritter
    Oct 4 2026
    På taget ovenpå byggemarkedet Bauhaus i Valby går en mand i gul refleksvest rundt og skuer efter noget.
    Han kigger efter, hvor man kan finde støv på det cirka 11.000 kvadratmeter store tag.
    "Hvilken vej blæser vinden?" spørger han og går målrettet mod det nordvestlige hjørne.
    Vinden blæser nemlig grus og jord med sig på taget - og dermed det kosmiske støv, som manden i den gule vest leder efter.
    Manden er den 67-årige norske meteoritjæger Jon Larsen, der leder efter mikrometeoritter på tage.
    Han er den første, som i byområder har fundet de bittesmå støvkorn fra rummet, der kan give os viden om livets oprindelse og Solsystemets dannelse.

    Væbnet med magnet og fejekost har han befundet sig på tage over hele verden fra Oslo til USA for at finde spor af kometer og asteroider.
    "Indtil for ti år siden var alle forskere enige om, at det, vi gør lige nu, er umuligt," siger Jon Larsen, da Videnskab.dk møder ham på taget.
    Men Jon Larsen er hverken uddannet geolog eller mineralog. Selvom han i dag er gæsteforsker ved Universitetet i Oslo, har han arbejdet som musiker hele livet.
    Så hvordan er en jazzguitarist fra Norge endt med at finde mikrometeoritter, der er blevet til vigtig videnskabelig forskning?
    Idéen faldt bogstaveligt talt ned fra himlen.
    En sommermorgen i 2009 sad Jon Larsen og spiste nyplukkede jordbær på sin terrasse.
    I solens genskær på det hvide bord opdagede han en lillebitte sten. Den skinnede og var takket og hård.
    "Derfra var der ingen vej tilbage," siger Jon Larsen.
    Stenen pirrede hans nysgerrighed, og efter timers søgen på nettet fandt han ud af, at han måske var stødt på en mikrometeorit.
    Det satte gang i en lang meteoritjagt, og siden den skæbnesvangre morgen i 2009 har han efter eget udsagn fundet mere end 7.000 mikrometeoritter.
    Førhen havde forskere ment, at det kun var muligt at finde mikrometeoritter på steder som havbunden, Antarktis og i Grønland. Men nu havde en musiker og hobbyforsker fra Norge tilsyneladende gjort det umulige.
    Det tog ham dog syv år at få sit gennembrud. For undervejs skulle det vise sig at være sværere end som så at overbevise de etablerede forskere.
    Der er gode odds for stjernestøv på denne septemberdag i Valby.
    Solen står højt på himlen, da Jon Larsen træder rundt på Bauhaus' store tag. Flade og store tage som dette er gode for meteoritjagten. For jo større areal, jo mere støv og større chance for at finde mikrometeoritter, der er faldet fra rummet.
    For Jon Larsen er det "perfekt", at taget er lavet af PVC og derfor ikke forurener støvet yderligere med partikler. Og med ingen regn er det nemt at indsamle det kosmiske støv i flere hjørner og kanter.
    Men nu er meteoritjægeren alligevel stødt på en forhindring. Magneterne, han har taget med, sidder fast i plastikposerne.
    "Fy faen," udbryder Jon Larsen på norsk.
    "Det var dét, som ikke skulle ske."
    De to kraftige magneter har en holdekraft på 100 kg og klæber helt fast til hinanden.
    Uden magneterne kan han ikke lave sit arbejde, da det er sådan, han finder mikrometeoritterne i støvet. De fleste mikrometeoritter er nemlig magnetiske, da de indeholder nikkel og jern, så man kan hive dem op fra støvet med en magnet.
    Men med håndkraft og hjælp fra et gelænder får han vredet magneterne fra hinanden. Med udstyret klar, en fejekost og poser med magneterne, bevæger han sig ud på taget for at finde rumstøvet.

    "Wow," udbryder han ved synet af tre spredte bunker jord og fuglelort blandet sammen.
    "Helt fantastisk."
    Man skulle ikke tro det, men jordbunkerne skal vise sig at gemme på meteoritgodter.
    De første år som aspirerende meteoritjæger brugte Jon Larsen med hovedet nede i lærebøger for at forsøge at identificere og skelne mellem de forskellige mikrometeoritter.
    7 år og cirka 20 tons materiale skulle Jon Larsen igennem, før han i 2015 stødte på den første mikrometeorit. Den blev fundet i en tagrende i Oslo.
    I årevis forsøgte han at kontakte forskere om sine fund. Men gang på gang blev han enten ignoreret eller fik svaret, at det ikke var mikrome...
    Mostra di più Mostra meno
    12 min
  • Mærkelig fornemmelse i fødderne ved højder? Her får du forklaringen Langt fra en irrationel reaktion Noget helt andet end vertigo Hvorfor netop fødderne? Nervesystemet lytter mere opmærksomt til fødderne Hjernen sorterer og prioriterer Forskel på, hvor følsomme vi er over for sanseindtryk

    Mærkelig fornemmelse i fødderne ved højder? Her får du forklaringen Langt fra en irrationel reaktion Noget helt andet end vertigo Hvorfor netop fødderne? Nervesystemet lytter mere opmærksomt til fødderne Hjernen sorterer og prioriterer Forskel på, hvor følsomme vi er over for sanseindtryk
    Oct 3 2026
    Jeg vil ikke sige, at jeg er bange for højder.
    Jeg kan gå på en sti langs en klint eller kigge ud fra en høj bygning uden det sus af panik, som mange ofte forbinder med højdeskræk.
    Det, jeg virkelig ikke bryder mig om, er noget, der er langt sværere at forklare: Den særlige fornemmelse i fødderne.
    Det er en fornemmelse, som er vanskelig at beskrive. Det er ikke følelsesløshed, og det er heller ikke prikken.
    Det nærmeste, jeg kan komme, er en mærkelig bevidsthed om fodsålerne, en slags summen.
    I lang tid antog jeg, at det blot var en sær personlig reaktion, men mange fortæller om noget lignende, når de står tæt på en dyb kløft eller højt oppe tæt på kanten.
    Omkring en fjerdedel af befolkningen oplever en vis grad af ubehag i højden, og i eksperimentelle forsøg udviser de fleste deltagere målbare ændringer i balance og kropsholdning, når de bliver udsat for et brat fald.
    Det er langt fra en irrationel reaktion, men derimod et udtryk for, hvor raffineret nervesystemet regulerer kroppens balance.
    I højden ændrer nervesystemet den måde, balancen bliver reguleret på.
    Der bliver skruet op for sanseindtrykkene fra fødderne, som så at sige bliver "opreguleret". De posturale muskler, som hjælper med at holde dig oprejst, i balance og stabil, spændes en smule, og bevægelserne bliver mere forsigtige.
    Det er en del af den normale proprioception, som er kroppens indre sans for, hvor den befinder sig i rummet.
    I modsætning til synet, som fortæller dig, hvor tingene omkring dig befinder sig, fortæller proprioceptionen dig, hvor du selv befinder dig.
    Når du står tæt på en kant højt over jorden, begynder hjernen i højere grad at støtte sig til signalerne fra fødderne og skruer så at sige op for dem.
    Små forskydninger i tryk og svaj i kroppen bliver forstærket, og bevægelserne bliver styret mere stramt og bevidst.
    Det er noget helt andet end vertigo.
    Vertigo skyldes forstyrrelser i det indre øre eller i forbindelserne mellem øret og hjernen og giver en falsk oplevelse af bevægelse, som ofte bliver beskrevet som om omgivelserne snurrer rundt.
    Den fornemmelse, man kan få, når man er højt oppe, skyldes altså ikke, at verden lader til at bevæge sig, men at kroppen holdes mere omhyggeligt på plads.
    Det interessante er, at reaktionen ikke kun opstår hos de personer, der lægger mærke til den.
    Nervesystemet foretager justeringer hos næsten alle. Hos de fleste forbliver de i baggrunden, mens de hos andre træder frem i bevidstheden som en mærkværdig kropslig fornemmelse.
    Fødderne er kroppens vigtigste kontakt med underlaget og derfor én af dens bedste kilder til sanseinformation.
    Fodsålerne rummer en høj koncentration af specialiserede sanseceller og receptorer, blandt andet Merkel-celler samt Meissner- og Pacini-legemer. De reagerer hver især på forskellige former for tryk, stræk og bevægelse.
    Merkel-celler reagerer på vedvarende tryk og leverer løbende information om, hvordan vægten er fordelt over foden, og om du læner dig en smule frem, tilbage eller til den ene side.
    Meissner-legemer (eller Meissner-korpuskler) er specialiserede mekanoreceptorer, som findes i vores hud. De er mere følsomme over for let berøring og små forandringer. De registrerer de fine forskydninger, der opstår, når kroppen svajer.
    Pacini-legemer (også kaldet Vater-Pacinis legemer) ligger dybere i vævet og er meget følsomme over for vibrationer og hurtige ændringer i trykket.
    Det gør nervesystemet i stand til at registrere selv de mindste ændringer i fodens kontakt med underlaget.
    Under normale forhold arbejder disse receptorer ubemærket i baggrunden, så du kan stå, gå og flytte vægten uden at tænke over det.
    Men tæt på en kant eller afgrund højt over jorden får signalerne pludselig større betydning.
    Fejlmarginen bliver mindre, og selv små trykændringer – kroppens svage svajen eller vægtens forskydning fra hæl til forfod – kan få større konsekvenser.
    Nervesystemet reagerer ved at skrue op for følsomheden over for disse signaler. Man kan sige, at det lytter mere opmærksomt til fø...
    Mostra di più Mostra meno
    7 min
adbl_web_anon_alc_button_suppression_t1
Ancora nessuna recensione