Velkommen til anden episode af Ingen Forkortelser.
En podcast, hvor jeg inviterer folk jeg selv synes er skarpe, til en snak om marketing og kommunikation uden buzzwords, forkortelser og konsulentsnak.
Bare erfaringer, holdninger og ting vi måske, måske ikke, tager fejl af.
I denne episode taler jeg med Ulrik Feldskov Juul.
Ulrik er Creative Director og “medstifter” af Feldskov & Juul. Han er medejer af tøjbrandet Cikkel Copenhagen, driver samtidig det kreative arbejdsfællesskab Mere end Middel, og underviser desuden på Den Danske Reklameskole og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Han arbejder med at udvikle idéer og kommunikation, som folk faktisk gider engagere sig i, og har mere end 25 års erfaring fra bureauer og brands med at gøre lige præcis dét.
Og så har han en forkortelse, han gerne vil fyre:
CTA.
For hvad sker der, når marketing bliver reduceret til noget, der bare skal få folk til at gøre noget lige nu? Klikke. Købe. Konvertere. Og hvad mister vi undervejs?
Vi taler bl.a. om:
- hvorfor CTA’er fylder mere, end de burde – og hvad vi bør fokusere på i stedet
- hvad god storytelling egentlig kan
- en upopulær holdning: Burde vi regulere vores medieforbrug og mobilafhængighed?
- hvad Ulrik selv har ændret mening om
- og hvad der virker i virkeligheden
Om værten
Podcasten er hostet af Rasmus Hamann – kreativ strateg og selvstændig konsulent, der hjælper virksomheder med at skabe stærkere brands og bedre marketing gennem idé, retning og eksekvering.
“Ingen Forkortelser” er mit forsøg på at tale om de ting, der faktisk betyder noget, også udenfor marketingafdelingen.
---
Musikken er produceret af Rasmus Hamann / Tallman Music