TORDENSKJOLDS STEMMER

Jeg er glad for det land,

vi bor i.

For friheden.

For freden.

For retten til at sige noget højt.

Men der er en anden fare,

der ikke larmer.

Den handler ikke om krig.

Men om opmærksomhed.

Om hvem der får lov

at fortælle os,

hvordan verden er.

Det er de samme stemmer,

der taler med hinanden.

Kendte,

der interviewer kendte.

Journalister,

der citerer journalister.

Værter,

der inviterer andre værter.

Vi kalder det samtale.

Men nogle gange

lyder det mere

som genklang.

Jeg forstår det godt.

Det er trygt.

Forudsigeligt.

Alle kender spillereglerne.

Ingen bliver usikre.

Ingen siger noget forkert.

Ingen skal lære at være der,

mens vi lytter.

Det ville være et selvmål

at invitere nogen ind,

der ikke kan fylde rollen.

Nogen,

der tøver.

Tænker sig om.

Ikke ved,

hvornår man skal sige noget klogt.

Og alligevel

er det netop dem,

jeg savner.

De stille.

De indadvendte.

Dem, der ikke er trænet

til at mene noget hurtigt.

Dem, der ikke er kendte,

men kender verden

fra et sted,

der ikke er en scene.

Jeg tror,

vi går glip af noget.

Ikke sensationer.

Ikke soundbites.

Men erfaringer.

Nuancer.

Liv,

der ikke er poleret.

Mennesker,

der ikke ved,

at de er interessante –

og derfor er det.

Jeg drømmer om en samtale,

der åbner sig.

Som ikke kun går opad

i hierarkiet.

Men udad.

Til dem,

der ikke råber.

Ikke performer.

Ikke ved,

hvordan man bliver hørt.

For verden er større,

end dem, der fylder mest.

Og sandheden

har sjældent medietræning.

Den kommer ofte tøvende.

Med pauser.

Med usikkerhed i stemmen.

Og måske er det netop dér,

vi igen kan lære

noget om hinanden.

Hvis vi tør lytte

til mere

end Tordenskjolds stemmer.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere