PUTTIN’ ON THE RITZ

Vi leder efter lykke.

Helt ærligt.

Det er der ikke noget mærkeligt i.

Vi har det godt her.

Trygt.

Ordentligt.

Og alligevel

er der noget,

der ikke helt falder på plads.

Det er subtilt.

Så diskret,

at vi næsten har vænnet os til det.

Vi vil gerne se ud,

som om livet lykkes.

Som om vi er på vej

det rigtige sted hen.

Så vi klæder os i drømme.

Biler,

der lover frihed.

Ure,

der lover betydning.

Boliger,

der lover ro.

Restauranter,

rejser,

adgangsbilletter

til steder,

hvor de lykkelige

helt sikkert er.

Vi ved godt,

at det er en leg.

Men vi leger med.

For det føles godt

at høre til

et øjeblik.

Prisen er høj.

Det skal den være.

Ellers virker illusionen ikke.

Hvis det var billigt,

ville det bare være ting.

Så vi betaler.

For følelsen.

For fortællingen.

Jeg kender det selv.

Det virker.

Jeg blev forført.

Købte kvalitet.

Købte design.

Men ikke det liv,

jeg forestillede mig.

Til gengæld

blev jeg lidt fattigere.

Ikke kun i penge.

For drømmen blev ved

at flytte sig.

Der var altid et nyt sted.

Et nyt mærke.

Et nyt løfte.

Og håbet

stod stadig i døren

og smilede.

Puttin’ on the Ritz.

Som om elegance

kunne købes.

Som om lykke

var et niveau,

man kunne opgradere til.

Måske er det derfor,

vi bliver ved.

Ikke fordi vi er dumme.

Men fordi vi håber.

Og håb

er svært

ikke at tage imod,

når det er pakket

så pænt ind.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere