Maries fortælling om julen tager os tilbage til en tid uden juletræer, hvor traditionerne var enkle og fulde af betydning. Juleaftensdag var rolig. Pigerne lavede mad, mens karlene tog redskaberne fra marken i hus for at undgå myten om Jerusalems skomager. Risengrød blev serveret – en skål blev stillet ud til nissen – og middagen bestod af hvidkål, medisterpølse og flæsk, efterfulgt af salmer og små, praktiske gaver.

Marie Nielsen fortæller i 1940 om juleforberedelserne i True fra perioden 1890-1900, ofte omtalt som "de gode gamle dage". Dengang var årstiderne markante, og vinteren med sne og frost blev set som en naturlig kontrast til den varme sommer.

I True etablerede man i 1951 et frysehus med 20 bokse, hvilket gav beboerne mulighed for moderne madopbevaring. Frysehuset fungerede godt indtil 1970'erne, hvor hjemmefrysere blev mere udbredte.

Landsbyerne var afhængige af naturlige vandkilder som brønde, vandhuller og åer. Indtil midten af 1800-tallet var vandforsyningen primært et individuelt anliggende for hver enkelt gård eller husstand.

Den første telefon i True tilhørte købmand Niels Skjoldborg Sørensen. Det var en stor forbedring af forholdene med denne nyskabelse. Tidligere måtte man selv hente f.eks. læge eller dyrlæge, når der var behov for det.

Noget af det karakteristiske ved landsbyen True er de mange arbejderhuse, der er i byen. De små huse, der ligger spredt rundt i byen, skyldes primært, at der har ligget to teglværker i området.

Gennem slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blomstrede små lokale forretninger op forskellige steder i byen. Thomas Søndergårds købmandsforretning blev byens centrale handelsted, hvor man kunne købe næsten alt fra værktøj til kolonialvarer.

Som så mange andre små landsbyer var True i gamle dage bygget op omkring et gadekær - og tidligere også en kirke. Gadekæret var beliggende der, hvor der nu er have foran Damgården, altså i området mellem Opkjærsvej 1 og 3. Damgården har helt sikkert fået navn efter sin placering.