INTERESSANTE LIGEGYLDIGHEDER

Vi taler meget.

Hele tiden.

Om noget.

Der er altid et emne.

Altid en vinkel.

Altid nogen, der blev skubbet,

sagde noget forkert,

stod det forkerte sted.

Vi kan diskutere det i timevis.

Med alvor i stemmen.

Med holdning i panden.

Og verden står stille imens.

Jeg mærker trætheden

før jeg når til argumenterne.

Den langsomme bedøvelse.

Som opium.

Ikke fordi vi ikke må tale om alt.

Men fordi vi aldrig holder op.

Medierne elsker det.

Vi elsker det.

For det føles som deltagelse.

Som engagement.

Som betydning.

Men det ændrer ingenting.

Vi bruger vores tid

på interessante ligegyldigheder.

Sager, der kan diskuteres

uden at noget står på spil.

Samtaler, der kan gentages

i morgen.

Og i overmorgen.

Jeg ved ikke,

hvad jeg skal stille op med dem.

Hvis nogen synes, det er vigtigt,

har jeg ikke lyst til at afvise dem.

Det føles arrogant.

Og alligevel

føles det forkert

at deltage.

Som om jeg er med til

at holde noget kørende,

der tapper os langsomt.

Jeg drømmer om samtaler,

der koster noget.

Som ikke bare fylder tiden,

men forandrer den.

Samtaler,

der ikke kun giver mening i ord,

men i handling.

Og så opdager jeg det:

At jeg selv er her.

Tænkende.

Irriteret.

Deltagende.

Jeg beskæftiger mig

med det,

jeg kritiserer.

Paradokset.

Jeg kan se opiumet.

Og jeg tager stadig et hiv.

Måske fordi det er svært

at være den,

der siger:

Det her er ikke vigtigt nok

til mit liv.

Måske fordi det kræver mere

at vælge noget til

end at sige noget fra.

Jeg drømmer om,

at vi sammen stopper op.

Ikke for at tale mindre.

Men for at tale bedre.

Om det,

der gør verden mere hel.

Mere menneskelig.

Mere levende.

I mere end ord.

Og indtil da

står jeg midt i støjen.

Ikke hævet over den.

Bare opmærksom på den.

Og det er måske dér,

noget begynder.